Jeg blev uddannet cand.mag. i Anvendt Filosofi & Teologi i 2022. Så jeg er en rigtig humanist!
Fagene Anvendt Filosofi og Teologi handler på sin vis om alting.
Det er studier, der forholder sig til de helt store spørgsmål i livet: Hvad er eksistens? Hvad er kærlighed? Hvad er Selvet? Hvad er Ånd? Hvad er frihed og sundhed? Hvad er sygdom? Hvad er livskraft?...
Til alle tider har mennesket undret sig og reflekteret over tilværelsens dybe mysterier. Og filosoffer har skrevet store tykke bøger i forsøg på at forstå vore livsvilkår og indfange gådefuldheden.
Jeg holder foredrag om eksistensfilosofiske emner i et letforståeligt sprog —> se under menupunktet Foredrag.
Jeg har specialiseret mig indenfor et særligt fagfelt, som i tilgift – nødvendigvis – har gjort mig selv til en dygtigere formidler:
Jeg har navnlig studeret de eksistenstænkere, der har blik for, at den absolutte sandhed med to streger under ikke findes i livsfilosofi. Det er helhedsorienterede filosoffer, der har øje for at tekstens form også har betydning for indholdet. De – og mig med dem – stiller sig under dobbeltrefleksionens fordring; at enhver livsfilosofisk udmelding nødvendigvis også er en etisk meddelelse, der påvirker sin modtager.
Platon var den første i den klassiske vestlige filosofihistorie til at udvikle og forfine dialogen som redskab for (selv)erkendelse. Med Sokrates som den evige samtalepartner viste han, hvordan vekselvirkningen mellem spørgsmål og svar skaber en dynamisk bevægelse, der også bliver til refleksion i læseren. Den sokratiske jordemoderkunst, maieutik, hjælper ultimativt den anden med ”at nedkomme med sig selv”.
Forløberen for eksistentialismen Søren Kierkegaard (1813-1855) tager i Romantikken arven fra Sokrates op og udvikler en eksplicit metode, kaldet meddelelsesdialektik. Omdrejningspunktet er ikke blot hvad der siges om dette eller hint, men også hvorledes det siges. Han lader forfatteren dø længe før nogen postmodernist, og gennem et af sine pseudonymer Climacus udtrykker han meddelelses-refleksionens dobbelthed således:
Meddelelsens Form er noget Andet end Meddelelsens Udtryk. Naar tanken har faaet sit rette Udtryk i Ordet, hvilket naaes ved den første Reflexion, saa kommer den anden Reflexion, der betræffer Meddelelsens eget Forhold til Meddeleren og gjengiver den existerende Meddelers eget Forhold til Ideen.
Kierkegaard praktiserer på og i skrift en inderlig forståelse af at det subjektive menneske ‘ikke kan tåle sandheden på én gang’. Han bliver dermed den enestående opfinder af den indirekte meddelelse, der sammen med hans velorkestrerede brug af pseudonymer gør hans forfatterskab så kaleidoskopisk og opbyggeligt, at det ikke har set sin lige i verden siden. Som en skrivende læge praktiserer han minimumsdosering ved dynamisk at fortynde skriften, nærmest mod det homøopathiske – som om han kendte til sandheden i mottoet less is more.
Som et ypperligt eksempel på Kierkegaards overlegne meddelelsesdialektik kan man fremhæve hans teologiske hovedværk Sygdommen til Døden fra 1849. Heri har Kierkegaard forklædt sig som Climacus’ modsætning; nemlig Anti-Climacus. Bogen starter på den høje hest med de verdensberømte formuleringer: “Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet”. I disse tre sætninger, der tilsammen kun fylder under én linie, skabes bogens karakteristiske spiraliserende bevægelse; først en tese – så en modstående antitese formuleret som et spørgsmål - der til sidst opløftes i syntesen Selvet; en absolut instans gennem hele værket, gennem hele forfatterskabet. Med denne storladne og eksistentielle spænding af en start er Kierkegaard allerede lykkedes med sit forehavende: Den enkelte læser er suget ind i værket!
Herefter falder Selvet dog ud af sin sunde integritet og ind i en forfaldsmyte af fortvivlelse. Anti-Climacus’ stemme gennemspiller gennem resten af Sygdommen til Døden fortvivlelsens forskellige skikkelser ved et hav af gentagelser og dermed intensiveringer, kaldet Potentseringer, som bringer os langt ud i spekulation og desperation.
Men bare rolig; Anti-Climacus er som en skrivende læge, der doserer bogstaver som medicin og dynamisk viser den enkelte læser en vej tilbage til den sunde tilstand – hvis man læser efter! Der er nemlig små terapeutiske, helbredende budskaber skjult overalt i bogen. Sådan er det med Kierkegaard; hans bøger er ikke objektivt svære at læse, men de er svære at forstå! For at læse hans tekster er at læse sig selv.
Meget står mellem linjerne.